Teitur er en rastløs dreng, der drømmer sig væk i hiphop, hurtige biler og høj status. Teiturs far, Øjvind, til gengæld, er en færøsk øko-hippie i hjemmestrik og bare tæer i sandalerne - også om vinteren - som ikke giver fem flade ører for julens forbrugsræs. Teitur ønsker sig inderligt en helt almindelig jul som alle de andre i klassen med fede kalendergaver og juleknas i madpakken. Øjvinds idé om juleknas - i form af færøske tørfisk - gør nemlig ikke noget videre godt for Teiturs status i klassen. 

Da skolens juletalentshow står for døren, øjner Teitur muligheden for at vinde den tabte status tilbage med et rap, han selv har skrevet. Men det går ikke heeelt efter planen. Teitur flygter ud på et lille dannelses-roadtrip og ender (måske) med at få et venskab, han ikke havde set komme.

 

 

FAG: Kristendomskundskab og dansk
PERIODE: November - december
OMFANG: 12 lektioner (8 lekt. i dansk, 4 lekt. i krist). 
LEVERING: Uge 46

 

 

Tilmeldte lærere modtager:
- Lærervejledning
- Elevhæfter
- Adgang til hjemmeside med lydfortælling, julebeat mm.

 

 

 

Adventskalenderen består af en lydfortælling i fire afsnit på hver ca. 15 minutter. Fortællingen er skrevet og produceret af forfatter, poetry slammer og lyddesigner, Kim Linnet med gæsteoptræden af poetry slammer Röskva Linnet. 

Dansk: Danskfagligt arbejder eleverne med legende og kreative skriveforløb i genrerne rap, poetry slam og oulipo. I en kort film med Kim Linnet indføres eleverne i poetry slam-genren og et originalt, nyproduceret julebeat kan bruges til forløbets rap-del.

Kristendomskundskab: Kristendomsfagligt arbejdes der med adventstiden, som traditionelt set var en faste- og bodstid, hvor man forberedte sig på fejringen af Jesus’s fødsel. Hen over fire lektioner arbejder eleverne med temaerne ventetid, forventning/profeti, forberedelse og vendepunkt. De fire temaer er samtidig repræsenteret i fortællingen TikTak Teitur.     

 

 

Grafik: Clara Johanne Dale