Velkommen
Folkekirkens skoletjeneste i Vordingborg Kommune udbyder projekter om kristendom, religion, livsfilosofi og etik - både historisk og nutidigt.
Ved at arbejde med vores projekter, får du opfyldt en del af de faglige mål for kristendomskundskab og de øvrige fag, der indgår i projektet. Samtidig tager alle projekter afsæt i skolens dannelsesmål om fordybelse, fantasi og virkelyst. Vi sigter mod at tilbyde variation i undervisningen, og i forløbene finder man et hav af forskellige metodiske tilgange.
Skoletjenesten udarbejder og tilbyder undervisningsprojekter og lærerkurser til grundskolen med udgangspunkt i faget kristendomskundskab og ofte med inddragelse af ét eller flere af skolens andre fag. I år er der også projekter der knytter an til fysik, biologi, dansk, billedkunst og håndværk&design.
Alle undervisningsprojekter tager udgangspunkt i de faglige mål for skolens fag og understøtter folkeskolens fokus på dannelse, og og ambitionen er, at projekterne er med til at højne det faglige niveau i såvel kristendomskundskab som i skolens øvrige fag. Projekterne er udarbejdet sådan, at alle elever uanset deres religiøse eller kulturelle tilhørsforhold kan deltage.
Skoletjenestens hensigt er også at fremme samarbejdet mellem de lokale skoler og folkekirker – ofte i samarbejde med øvrige kulturinstitutioner såsom museer og teatre. Det er i den forbindelse centralt at formidle viden inden for en ramme, hvor eleverne frit kan gå i dialog med lærere og andre fagpersoner de møder, fx præster, organister, musikere, skuespillere og lignende. Alle projekter er gratis, men der kan være udgifter til transport til ud-af-huset oplevelser.
L Y S L E V E N D E
Et forløb til udskolingen, hvor eleverne udforsker lysets betydning – naturvidenskabeligt, kulturelt og kristendomsfagligt.
Her kan du bl.a. se billeder af workshops, teaterforestillinger, kirkebesøg og andre aktiviteter.